Vellerup

Vellerups historie

I midten af 1930´erne gik vores far, Viktor Christian Jeppesen på jagt med en kunstmaler, Th. P. Dahl, som havde lejet jagten af gårdejer Frederik Jensen, som boede med sin søster Kristine på Frederiksdal. Dahl havde sin zigøjnervogn parkeret nede ved skoven og som de gik over markerne med bøsserne over skulderen, sagde han til vores far: "Du skulle se at få købt noget jord her og få bygget dig et sommerhus Jeppe!". Vores far og mor ferierede i forvejen på Greve strand, hvor de havde sommerhus, ligesom Viktors søskende havde, idet deres far havde opkøbt store områder på Greve Strand og bygget villa "Klinten" hvor vores kusine Lisbet bor i dag. Men flere og flere mennesker søgte mod stranden og badelivet i Greve, for det var kommet på mode at foretage havbade, og - som vores mor sagde - alle mulige folk benyttede deres badebro og slog sig ned på stranden, så det var ikke til at holde ud. De var godt trætte af Greve Strand! Vores far var faldet pladask for Vellerup Vig og så store muligheder for jagt og fiskeri, men ak! Frederik var hverken til at hugge eller stikke i. At sælge sin gode jord ( skrænterne blev brugt til at lade kreaturerne græsse på ) det kunne der ikke være tale om. Og så til towlige køwenhavnere og "sommerhus" hvad var det for noget nymodens pjat? Det tog betragtelig lang tid og herrerne fandt på at servere en bedre frokost for Frederik med godt med våde varer og utallige snapse, så… Det blev kendt viden om i Hornsherred hvordan Frederik var blevet drukket under bordet og havde solgt jord, og søster Kristine var ikke henrykt. Men vores far lovede hende et lille badehus, senere kaldet "Svalehuset" så hun også kunne afprøve havbadets velsignelser. Alt dette skete i 1937 og året efter blev "Strandhytten" bygget, først til familien, dvs. drengene måtte sove i telt, og i 39 blev fundamentet til "Det store hus" gravet ud og kælderen støbt. Dertil kom en hytte til drengene. Den blev i 1970`erne byttet ud med "Fiskerhytten" som Lone nu bebor, og desuden blev der lavet en garage og et cykel- og brændeskur som stråtækte udhuse og et "das" med tilhørende tønde, hvis delikate indhold en gang om ugen blev gravet ned i haven. Stråskurene fik senere hævet tagene og der blev lagt hytter under som blev til henholdsvis familierne Claus, Lars og Niels hytte og Lises hus, som senere blev overtaget af mig (Ulla). Men tilbage til de første tider. Der skulle plantes træer på den bare pløjemark, for stormene kunne være heftige, og der blev anlagt køreveje. Høje stakitter omkransede såvel gårdsplads som køkkenhave for at få noget til at gro. Broen blev støbt og en dejlig stor træjolle anskaffet. Ebbe og Ole ville have sejl på den, og de gav sig derfor til at snedkerere på den, så da vores far opdagede det sagde han stop, og resultatet blev at kutteren "Ullilo" blev købt. Navnet var en forkortelse af de 3 små søstres navne. Ebbe og Ole viede en betragtelig del af deres tid til havet, hvilken interesse selvfølgelig har haft følger specielt for Oles familie. Men Ebbe blev også en ivrig sejler med flere sejljoller i Vellerup. Hver evige sommer blev derefter tilbragt i Vellerup. Når skoleferien var indledt blev der kørt et kæmpe læs gods derop på en stor lastvogn fra savværket. Jørgen Andersen og Annie var med og sørgede for at intet blev glemt: mormors klaver, store trækasser med sengetøj, tøj, køkkengrej, sylteglas foruden cykler, symaskine, tissepotter etc. Tækkemand Christian Hansen fra Kyndeløse havde sørget for at køkkenhaven var plantet til og græsset slået med le. Kirsebærtræerne var fulde af bær, jordbær og kartofler spiseklare. Det var simpelthen paradis! At omegnens beboere så mumlede om, at det var dog den dyreste køkkenhave i hele Hornsherred, det var en anden sag. I det store hus sov Viktor i "Det grønne værelse" og Ingrid i "Mormors værelse" hvor der - ligesom der er genetableret i dag - var 3 køjesenge op ad væggen til de 3 piger. I køkkenet var der et gammeldags brændekomfur (hvor komfuret også er i dag) og en håndpumpe til at pumpe vandet op med. Stor muret kamin i stuen og petroleumslamper. Efter et par år blev taget med græstørv erstattet af det nuværende stråtag. Der var skiftende "unge piger" med, som boede i Strandhytten. Et par år hed pigen frk. Semansky. Hun var fra Polen og satte brand i de stedlige mænds hjerter, så skøn og temperamentsfuld som hun var. Hun blev forlovet med vores nabo, Holger Hansen, men da han erfarede at hun havde en datter i Polen, slog han op. Frederik var også dybt betaget. At hendes temperament bød hende at tæske lille Lone med en afrevet æblegren og kaste en saks efter Ole, lige forbi hans øje, det vidste jo kun vores familie. Andre piger gik til stævnemøder om aftenen oppe i skoven med bønderkarlene og vi 3 piger gik med og gjorde store øjne. Disse stævnemøder endte som regel med at de unge mennesker badede ved Egholm bro, som dengang var en stor mole, hvor utallige lystsejlere lagde til. Således også venner af familien, f. eks. kunstmaler Hagedorn-Olsen med familie. Viktor kørte til Søborg hver morgen, så vi måtte ase på vores cykler til Nr. og Kr. Hyllinge for at købe ind. Det var lidt frygtindgydende at køre ad markvejen, for Frederik Jensen havde flere kæmpestore tyre tøjret tæt på vejen. Så gik det bedre gennem skoven. Mælk blev hentet i en spand hos Holger, undtagen det år, han "slog op". Så måtte vi nøjes med mælken fra Frederik Jensen, og det var ikke lækkert, for den var fuld af kohår. Vi piger kunne nu ikke fordrage komælk, vi foretrak maskinmælk. Mælken blev "sat op" nede i kælderen i et stort fad, så fløden kunne skummes af, og der blev fabrikeret tykmælk, som blev indtaget om eftermiddagen i lysthuset, som var mellem de træer, hvor Sofie senere havde kaninbur. I august, når hindbærrene var modne ovre i skoven, gik hele familien hen for at plukke spandene fulde til dejligt syltetøj til den lange vinter. Det var ikke så morsomt, som det lyder, for vi blev slemt forbrændte af alle brændenælderne. Ingrid havde i øvrigt travlt med at sylte og henkoge havens produkter til den lange vinter. Viktor købte efter krigen jord i Røgerup og anlagde en frugtplantage, og vi piger blev beordret til at plukke solbær og hindbær i timevis til salg. Produktionen var imidlertid ufrugtbar, så der blev plantet juletræer i stedet. At denne produktion heller ikke bar frugt, ses af at plantagen i dag ligger hen som nåleskov. At passe grunden i Vellerup har altid været set stort arbejde. Efter Tækkemanden overtog Ebbe ansvaret og der var meget at rette op på, da han kom til. Han knoklede dagen lang. Da Ane mange år senere præsenterede sin Palle for Vellerup, undrede Palle sig såre, da han ved pimpetid så Ebbe slutte sig til familien med sit rødvinsglas i hånden: "Går gartneren aldrig hjem?"Skrevet af Ulla Hedin den 25. februar 2009